Pedicat pueros tribas Philaenis

Mandedamen Philænis puler drenge,

et tentigine saevior mariti

og hun overgår mænd i tøjlesløshed

undenas dolat in die puellas.

Elleve piger bedækker hun om dagen,

Harpasto quoque subligata ludit,

og så spiller hun bold med strammet bælte.

et flavescit haphe, gravesque draucis

Hun er gylden av sand og svinger vægte

halteras facili rotat lacerto,

tunge nok for atleter let som intet.

et putri lutulenta de palaestra

Hun får klø av sin oliesmurte træner

uncti verbere vapulat magistri:

sølet til av den ækle brydebane.

Nec cenat prius aut recumbit ante,

Hun går ikke til bords og sover ikke

quam septem vomuit meros deunces;

hvis hun ikke har kastet fem pund vin op,

ad quos fas sibi tunc putat redire,

og hun tillader sig at gå tilbage

cum coloephia sedecim comedit.

efter hun har fortæret seksten bøffer.

Post haec omnia cum libidinatur,

Når så liderligheden griber hende,

non fellat – putat hoc parum virile –,

sutter hun ikke pik – for det er ikke mandigt –

sed plane medias vorat puellas.

nej, hun nærmest fortærer pigeskødene.

Di mentem tibi dent tuam, Philaeni,

Må du få din forstand igen, Philænis:

cunnum lingere quae putas virile.

For hvor mandigt er det at slikke fisse!

Quis tibi persuasit naris abscidere moecho?

Hvem har dog bildt dig ind det var næsen bukken sku’ av med?

Non hac peccatum est parte, marite, tibi.

Det er et andet organ som har voldt ægteskabsbrud.

Stulte, quid egisti? nihil hic tibi perdidit uxor,

Hvad har du gjort, dit fjols? Din hustru mister jo intet,

Cum sit salva tui mentula Deiphobi.

når Deïphobos’ pik stadig er hel og intakt.

Temporibus nostris aetas cum cedat avorum

Nok står bedsteforældrenes tid ikke mål med vor egen,

creverit et maior cum duce Roma suo,

nok har herskeren gjort Rom til en svulmende by,

ingenium sacri miraris deesse Maronis,

dog så savner vi nu et geni som den hellige Maro;

nec quemquam tanta bella sonare tuba.

ingen kan lovsynge krig lige så patetisk som han.

Sint Maecenates, non deerunt, Flacce, Marones

Er der Mæcener, så skorter det ikke på Maro’er, Flaccus,

Vergiliumque tibi vel tua rura dabunt.

så vil dit landsted endda indbringe dig en Vergil.

Iugera perdiderat miserae vicina Cremonae

Dengang Tityrus misted’ sin jord ved det arme Cremona,

flebat et abductas Tityrus aeger oves:

græd han av sorg da han så mændene hente hans får.

Risit Tuscus eques, paupertatemque malignam

Smilende gendrev straks den etruskiske ridder den onde

reppulit et celeri iussit abire fuga.

fattigdoms angreb og slog fjenden på hovedkulds flugt.

‘Accipe divitias et vatum maximus esto;

“Formuen hér er nu din, og bliv så den fremmeste digter.

tu licet et nostrum’, dixit, ‘Alexin ames.’

Vær så artig og elsk vores Alexis, min ven.”

Adstabat domini mensis pulcherrimus ille

Det var den skønneste slave der stod ved bordet og hældte

marmorea fundens nigra Falerna manu,

med sin kridhvide hånd dunkel falernervin op,

et libata dabat roseis carchesia labris,

og som nipped’ til bægret han gav, med læber som roser –

quae poterant ipsum sollicitare Iovem.

de ville også ha’ vakt følelser i Jupiter selv.

Excidit attonito pinguis Galatea poetae

Bjergtagen glemte vor digter nu alt om en rund Galatea

Thestylis et rubras messibus usta genas;

eller en blussende rød Thestylis høsten har brændt.

protinus Italiam concepit et arma virumque,

Straks fik han digtet et vers om ‘Krig og en mand’ og ‘Italien’,

qui modo vix Culicem fleverat ore rudi.

han der for nylig begræd ‘Myggen’ med uøvet mund.

Quid Varios Marsosque loquar ditataque vatum

Hvorfor opremse navne som Varius, Marsus og andre

nomina, magnus erit quos numerare labor?

digtere man har forgyldt? Sliddet vil føre for vidt.

Ergo ero Vergilius, si munera Maecenatis

Bli’r jeg da en Vergil om du, som Mæcen, gi’r mig gaver?

des mihi? Vergilius non ero, Marsus ero.

Nej, det er ingen Vergil, det er en Marsus jeg bli’r.